Nedenstående
artikel er
klippet fra
bladet
"Vikingen" årg.
1939. Den er
forhistorien til
artiklen om
Meduse's Flåde
på siden
"Skipperlabskovs".
Retskrivningen
er "Vikingen's"
originale.
Medusa staves
også Meduse,
Medusa er
formentlig det
rigtige, men jeg
har ikke ændret,
hvor det er
stavet på den
anden måde. |
Her for første Gang
Sandheden om „Le Meduse"s frygtelige forlis.
Efter Hundrede Aars Forløb har man fundet den
private Dagbog fra Mademoiselle Charlotte Picard,
der slap levende fra Skibbrudet. Hun fortæller
om det grufulde Drama på Havet, der er
udødeliggjort ved Gericaults berømte Maleri.
Den 17. JUNI 1816 forlod den franske "Tremaster
..L a M e d u s e" Havnebyen Rochefort i
Frankrig med Kolonien Senegal paa Vestkysten af
Afrika som Bestemmelsessted. Den havde fire
Hundrede Passagerer om Bord, hvoraf
Størsteparten var Soldater, Embedsmænd og
Funktionærer til Kolonien.
Der var enkelte højere Embedsmænd iblandt,
saaledes Guvernøren over Senegal, Mr. Schmaltz,
og Kommandanten for Tropperne i Kolonien.
Endvidere var der Notaren Picard, som skulde
tilbage til sin Post i Senegal, og som medbragte
sin Hustru og sine Børn.
Skibet havde et skrækkeligt Navn: Medusanavnet -
og en skrækkelig Skæbne.
Den 2. Juli skete der en Katastrofe, - et
Skibbrud, saa frygteligt, at det huskes endnu i
Skibsfartens Historie. Skibet stødte paa Grund
ved Arguin-Bankerne næsten Hundrede Mil fra den
afrikanske Kyst. Hvad der derefter skete var det
grufuldeste ....
Om denne Katastrofe har vi hidindtil kun
besiddet en Beretning fra en af de Overlevende,
Mr. Correard, paa hvilket Grundlag Gericault har
malet det berømte Maleri af "De Skibbrudne fra
Medusa", som hænger paa Louvre i Paris.
Men nu fornylig har man i en fransk Families
Gemmer fundet et helt nyt Dokument, som er af
betydelig historisk Værdi. Det er Mademoiselle
Charlotte Picards Dagbog, Notarens Datter, som
gjorde Rejsen med sine Forældre. Den unge Pige,
som den Gang var 16 Aar, udholdt Time for Time
alle de frygtelige Rædsler og har skrevet dem
ned. Ved et Mirakel er Dagbogen nu bleven funden
i Familien Picards Arkiver og kommen frem for
Offentligheden.
Det er dette sensationelle Dokument, som vi her
offentliggør i Dag. Desværre tillader Pladsen os
ikke at bringe det i sin Helhed, men de meget
store Uddrag, vi kan bringe at den unge Piges
Dagbog, tillader dog Læserne at fælge det
berømte Skibbrud i dets vigtigste Faser.
Notaren. Mr. Picard, som havde boet i Paris, tog
hele sin Familie med sig paa Rejsen: to Døtre,
Charlotte, 16 Aar, Caroline. 14 Aar, og tre smaa
Børn, foruden en gammel Nevø, som Familien havde
adopteret.
Vi læser i den unge Piges Dagbog: -
.... 17. Juni 1816. - I Dag kom vi endelig
of Sted fra Rochefort med hele Ekspeditionen,
der skal til Senegal. Den bestaar at Fregatten
„La Meduse", Barken „La Loire", Briggen ,"L'Argus"
og Korvetten „L'Echo". Vinden er gunstig, og vi
har snart tabt Synet of de grønne Skrænter.
Guvernøren over Senegal er med om Bord med Frue,
Familie og Venner. Man kan mærke, det er fine
Folk som bilder sig meget ind ....
Vindene fylder vore Sejl, saa vi sejler af Sted
med stor Kraft. Paa vor højre Side, tæt ved os,
har vi de andre Skibe, som vil følge os et godt
Stykke paa Vej. De skal til andre Steder i
Afrika, men ikke saa langt som vi.
.... 23. Juni 1816. - I flere Dage har vi kunnet
glæde os over en god Sejlads, saa vi tør haabe
paa en lykkelig Ankomst til Saint-Louis i
Senegal. Men der er langt endnu.
.... 25. Juni. - Vinden er slaaet om og giver os
store Vanskeligheder. De andre Skibe er
forsvundne for vort Blik, kun „L'Echo" kan endnu
ses og holder ud at ledsage os saa langt som
muligt. -
Kl. 6 i Morges saa vi Toppen af Teneriffa i del
fjerne ....
Der var en farlig Ild om Bord i Nat. Vi er
bange. Ilden blev dog slukket, men det synes som
om Skibet er hjemsøgt af Uheld. -
.... 27. Juni. - Nogle at Officererne har været
i land paa Teneriffa, og de har vist været
uenige, for vi har skiftet Kaptajn. Der var så
voldsomme Stridigheder, at Guvernørens datter
lagde sig imellem. Den nye Kaptajn, Mr.
Richefort, har givet forskellige Ordrer til
Manøvrer uden andet Motiv end at han vil vise,
at han kan kommandere.
,.. 2. Juli. - Alt gaar godt, siger Officererne,
der er ingen Grund til at være bange. Ved
Middagstid tog de Højden og sagde, at vi nu var
ud for Afrikas Kyst ud for Arguin-Bankerne. Det
blæser stærkt, meget stærkt. -
... De har taget fejl af Ruten, thi Skibet er
stødt på Grund på Bankerne. Rædselen og
Forfærdelsen var straks til at læse på alle
Ansigter.
Det er et uroligt Skib. Folks første Tanke var,
at de raabte paa Hævn.
.. Passagererne er saa ophidsede, at de vil
kaste de ansvarlige i Havet, men flere sætter
sig derimod, og Besætningen er rolig.
Man er optaget af, hvad der kan gøres for at
trække os ud af Faren.
Kaptajnen synes forvirret. Med en ophidset
Stemme giver Officererne nu deres ordrer. Man
tror, der er gaaet Hul i Skibet, og man arbejder
paa at stoppe det. Havet er oprørt, og Strømmen
meget stærk, men de er uenige, og de taber megen
Tid ved ikke at gøre noget. Man tager kun halve
Forholdsregler, og ulykkeligvis alle til ingen
Nytte. Skibets Undergang er kun altfor sikker.
Derfor foreslaar flere Passagerer, at vi skal
transporteres over paa Øen Arguin, som man
formoder ikke er saa langt borte, eller vi er
fortabte.
Mr. Schmaltz, Guvernør i Senegal, mener, vi bør
lave os en Tømmerflaade, der er tilstrækkelig
stor til at kunne bære 200 Mennesker og
Fødemidler. Resten, mente han kunde være i
Redningsbaadene.
Da Cheferne paa Fregatten understøtter denne
Plan, bliver den nu sat i Værk.
Tømmerflaaden.
.... 3. Juli. - Man begynder saa at konstruere
den fatale Tømmerflaade. Master og Brædder
bliver kastede i Havet og samlede under Ledelse
af to Officerer. Mandskabet bryder Planker op af
Skibet og surrer dem sammen med Tove. Alle
Passagererne hjælper til. Da Tømmerflaaden til
sidst er færdig, danner vi en hel Karavane, der
begiver sig ud paa den med Forsyninger af Mad og
af Geværer, og Kaptajnen lover os, at vi skal
komme frelst lige ind til Afrika. Man har dog
vedtaget at vente en Dag endnu. -
....4. Juli. - Man har gjort de sidste
Anstrengelser for at befri Fregatten, men det er
ikke lykkedes.
Nu er vi helt parat til at forlade den. Men det
har vist sig, at en Del af Mandskabet og nogle
af Passagererne havde aftalt i Hemmelighed at
stikke af i Baade. En saadan Opførsel kunde ikke
andet end alarmere os. Der blev et voldsomt
Skænderi oppe paa Broen, hvor Guvernøren gik op
for at høre, hvad det var. Soldaterne svor, at
de vilde skyde paa enhver, der forsøgte at
frelse sig i Hemmelighed.
Man besluttede derefter, som ved en fælles
Overenskomst, at alle skulde forlade Skibet Kl.
6 om Morgenen og overlade Fregatten til sin
Skæbne, hvor den stod paa Grunden.
Men mens Passagererne gør deres sidste
Forberedelser for at gaa ned paa Tømmerflaaden,
fortsættes Slagsmålene mellem Matroserne og
Soldaterne. Det kommer til mange uordentlige
Scener.
Havet er uroligt. -
.... 5. Juli - Der var næppe kommen 40 Soldater
over paa Tømmerflaaden, før Vandet gik for højt
over Plankerne, Saa det blev nødvendigt at kaste
mere af Forsyningerne over Bord. De smed mange
Kasser i Vandet, som man havde haft saa stort
Besvær med at anbringe den foregaaende Dag.
Det gjaldt om at faa Tømmerflaaden til at bære
saa mange som muligt. De prøvede sig frem; til
sidst var vi ialt 148 Ulykkelige paa
Tømmerflaaden. Der skulde have været 60 Matroser
med os, men der var kun 10. Og vi skulde have
haft meget mere Mad med os, men det var bleven
kastet i Vandet for at lette og give Plads til
flere Mennesker. - Nu gjaldt det om at skynde
sig, og derfor blev der ikke Tid til at give os
et eneste Stykke Bisquit hver, da vi forlod
Fregatten.
I sidste Øjeblik fik vi en Sæk kastet ned med 25
Pund Bisquit, men den faldt i Vandet, da vi
fjernede os fra Fregatten, og blev først taget
op bagefter med meget Besvær - helt vaad i
Indholdet af Saltvand.
Under alt dette var Senegals Guvernør, Mr.
Schmaltz, optaget af at redde sig selv og sin
Familie. Han blev hejset behageligt ned i en
Lænestol paa den store Redningsbaad, hvor hans
Hustru, hans Datter og hans bedste Venner
allerede befandt sig, med flere store Kasser
rigeligt med Forsyninger.
Paa en anden Redningsbaad var Kaptajnen
med 27 Personer, hvoraf de 20 var Matroser, som
var gode Roere.
Chaloupen, som kommanderedes of Mr.
Espiau, tog 45 Passagerer.
En Redningsbaad, der hed „Senegal", tog 25. En
større Redningsbaad tog 34. Og Jollen, som var
den mindste, tog kun 10.
Aftalen var, at alle Baadene skulde bugsere
Tømmerflaaden.
Nu var allerede næsten alle Passagererne, næsten
hele Mandskabet og de fleste af Soldaterne
kommen ned fra Fregatten, og vi var ogsaa parat
til at tage af Sted, da pludselig den Baad, som
skulde hjælpe os med at trække os, stak af. Min
Fader raabte til den, men den fortsatte sin
Rute. Vi var sikre paa, at vi var svigtede. Et
Øjeblik efter saa vi dog den lille Jolle komme
nærmere hen mod os. Min Fader bad Matroserne,
som roede den, om at tage os med om Bord og føre
os over til den større Band, „Senegal", hvor vor
Familie kunde faa Plads.
De nægtede det.
Bevæbnet med en Revolver, som han havde fundet
paa Broen i „La Meduse", truede min Fader med at
skyde dem, hvis de ikke vilde hjælpe os over.
Saa gav de sig endelig og tog imod hele vor
Familie i deres Baad .... alle os otte Personer
blev derefter ført over i den større
Redningsbaad.
Baadene sluttede en Kreds om
Tømmerflaaden med den Redningsbaad i Spidsen,
hvor Guvernøren med sin Familie sad. Men endnu
var der 60 Personer om Bord paa „La Meduse". Saa
forlod den modige og gode Mr. Espiau med sin
Chaloup Tømmerflaaden og vendte tilbage til
Fregatten i den Hensigt at frelse de Ulykkelige,
der endnu var om Bord. De fleste kom ned i
Chaloupen, men da denne til sidst blev
overfyldt, besluttede Resten, 17 Mand, at
forblive paa Fregatten frem for at udsætte sig
for den sikre Død i den overfyldte Chaloup. -
Men de fik en endnu sikrere Død i „La Meduse".
(52 Dage senere fandtes kun tre af disse 17 om
Bord paa Resterne at Fregatten, og de fandtes
ikke mere som levende Mennesker, men som
Skeletter).
Chaloupen, som nu var overfyldt,
forenede sig derefter med stor Vanskelighed med
de øvrige Baade rundt om Tømmerflaaden. Mr.
Espiau, som kommanderede Chaloupen, bad de andre
Chefer om at tage endnu nogle Passagerer, men de
nægtede det alle.
En Mand kastede sig i Bølgerne for at naa over
til den store Redningsbaad ved Svømning, men en
Officer derfra viste ham Spidsen af sin Sabel og
tvang ham tilbage i Bølgerne.
Min Fader bad Mr. Lapeyrére om at tage ham om
Bord hos os. Allerede løftede han Armene, da Mr.
Lapeyrére pludselig paa een Gang brød af fra
Bugseringen, som bandt os til Tømmerflaaden, og
med Hjælp af stærk Kraft paa Aarene fjernede sig
med vor Baad fra alle de andre.
I samme Øjeblik efterlignede de andre Baade vor
afskyelige Manøvre og flygtede bort fra
Chaloupen, som bad om Hjælp, samtidig med at de
forlod Tømmerflaaden, som nu var efterladt alene
tilbage i Oceanet.
. ...Paa Tømmerflaaden sad de Ulykkelige, som
man havde svoret at føre lige til Afrikas Kyst.
Jeg saa det franske Flag komme op og vaje fra en
Stang paa Tømmerflaaden, netop som de fejge
Uslinge paa Redningsbaadene brød deres Ed.
De Ulykkeliges Tillid til det Løfte, der var
givet om at bugsere dem lige til Afrika, var son
stor, at da de saa den første Baad fjerne sig,
troede de, det var et Uheld med Tovet, som var
Aarsagen. De raabte derfor: „Bugsertovet er
gaaet i Stykker! .... Bugsertovet er gaaet i
Stykker!"
Men da man lod, som om man ikke hørte dem,
opdagede de snart, at de var forraadt .... at de
fejgt var bleven narrede.
Soldaterne paa Baadene raabte nu: „Leve Kongen",
og det var under dette Raab, de forlod deres
Landsmænd.
Kommandanten vedblev at raabe „Leve Kongen",
idet han svingede sin guldgalonerede
Uniformskasket. Efter en Tavshed paa nogle
minutter, genlød Luften at skrækkelige Skrig fra
de Ulykkelige, som vi nu forlod. Vi hørte dem
fortvivlet raabe: „Vi er forraadte! - De har
forraadt os!"
Bølgerne slog op over Tømmerflaaden, som kom
halvt under Vand. Den havde intet Anker, ingen
Mast, intet Sejl, intet Middel til at kunne
frelse sig. Den gyngede voldsomt. De Ulykkelige
holdt sig fast liggende paa Plankerne, holdende
sig i de Tove, der bandt "Tømmerflaaden sammen.
At Frygt for at glide ned i Bølgerne turde de
næsten ikke bevæge sig. saadan som Bølgerne gik
højt.
Langsomt gled Tømmerflaaden væk fra Fregatten og
var allerede nu saa langt fjernet fra „La
Meduse", saa enhver Tanke om at vende tilbage
til Skibet var umulig.
Chaloupen var overfyldt og kunde ikke
hjælpe dem.
De maatte blive paa deres flydende Grav. De
strakte Hænderne bedende ud mod de fejge
Uslinge, der forlod dem. Som Vidne til denne
barbariske Scene følte jeg mit Hjerte græde af
Smerte, og jeg kunde ikke holde Taarerne
tilbage.
Fregatten var halvt under Vand, da vi forlod
den. Der var endnu som sagt 17 Mand paa den, men
de havde rigeligt med Mad til at kunne holde ud
i nogen Tid endnu, blot Skibet vilde holde sig
oven Vande.
De kunde have Haab om at faa Hjælp senere -?
Værst var det for de 148 Ulykkelige, der var
prisgivet til Oceanet, flydende paa den usikre
Tømmerflaade i Storm og stærk Søgang.
Paa den forreste Ende af Tømmerflaaden
skyllede Bølgerne henover hvert Øjeblik, og de,
der befandt sig i den anden Ende, havde
undertiden Vandet helt over sig.
Kun to af Redningsbaadene var forsynede med alt,
hvad er var nødvendigt. Det var den, hvori sad
Guvernøren over Senegal med Familie, og den,
hvori Kommandanten over Tropperne sad.
Men Forholdene for dem, der sad i Chaloupen, var
ikke meget bedre end for de Ulykkelige paa
Tømmerflaaden_, saa overfvldt som den var. Deres
Skæbne syntes lige trist....
- Mod en tragisk Skæbne. -
Selv paa den større Redningsbaad. hvor vor
familie befandt sig, var der knapt med
Forsyninger. Der var kun en Kasse med Bisquit og
en Beholder med vand. Ogsaa her var
Bisquitkassen ved et Uheld bleven fyldt med Vand
fra Havet. Det var derfor næsten umuligt at faa
den mindste Bid ned. Hver Passager i vor Baad
fik nøje tilmaalt, hvor meget Vand vi maatte
drikke .... et Glas om Dagen.
Det er saa meget mere ubegribeligt, at vi fik
saa lidt af Fødemidler med os, da der dog blev
efterladt saa meget om Bord paa „La Meduse". - -
Den første Aftale, som alle vi andre havde troet
paa, havde været, at Tømmerflaaden skulde
bugseres af alle Baadene lige til Kysten af
Afrika, og at man derefter vilde bringe Hjælp
hurtigst muligt til de 17 Mand, der var
efterladt paa Fregatten. Men det synes, som om
Cheferne havde taget en anden Bestemmelse.
Ogsaa vi ventede nu, at Kursen blev
holdt lige til Afrikas nærmeste Kyst, selv om
den laa langt borte endnu, men der skete nu det,
at Mr. Schmaltz og Kommandanten gav Ordre til at
sejle lige til Senegal.
Denne Ordre gav Anledning til en ivrig
Diskussion paa Baadene. Hvorledes skulde vi i
vores Baad med kun lidt og vaad Bisquit og lidt
Vand kunne holde ud paa denne meget længere
Rejse? Vi bad om at maatte faa noget fra de
andre, men de svarede os, at de ikke havde noget
at undvære. Og jeg saa dog Kommandanten drikke
Vin af en Flaske. - -
- Dramaet paa Havet. -
Lad os nu fortælle, hvad der blev de Ulykkeliges
Skæbne paa Tømmerflaaden. Hvis alle Baadene
havde trukket Tømmerflaaden af Sted, saa vilde
vi alle sikkert være kommen velbeholdne til
Kysten af Afrika i Løbet at to Dage. Men det gik
jo helt anderledes.
Da Folkene paa Tømmerflaaden langt om længe
havde tabt Baadene af Syne, og man havde spist
det hele op, der var, slog Rædselen dem med en
uhyggelig Galskab. Man begyndte henad næste
Aften at lide Sult og at se paa hinanden med en
mærkelig Skyhed, som om man vilde æde hinanden.
Nogle begyndte allerede at tale om denne
Yderlighed og vilde begynde med de yngste og
fedeste. De fremkom da i fuldeste Alvor med
dette uhyggelige Forslag til de to Chefer paa
Flaaden: den tapre Kaptajn Dupont og hans gode
Løjtnant Lheureux. Men det Mod. som disse to
Mænd ofte havde vist paa Slagmarken, viste sig
ganske unyttigt overfor disse Mennesker, som
Sult og Galskab havde gjort rasende.
Blandt de, der først skulde ofres, befandt sig
en ung Kvinde, som havde set dem spise hendes
Mand. Da hendes Tur kom, bad hun som sidste
Naade at maatte faa lidt Vin, hvis der endnu
fandtes noget paa en Flaske. Saa vilde hun lade
sig dræbe uden en eneste Klage. Hun fik Vinen og
blev dræbt ....
Saaledes svandt Antallet ind fra Dag
til Dag. Snart var de nede paa 60, saa paa 50,
paa 40, endelig paa 28. Den 17. Juli 1815 om
Morgenen fandt Løjtnant de Parnagon, som
kommanderede Briggen „L'Argus". endnu 15
mennesker levende paa Tømmerflaaden. Han tog dem
hurtigt om Bord og førte dem til Senegal.
Saaledes slutter Mademoiselle Charlotte Picards
Dagbog, som er den mest bevægede og mest
autentiske Beretning om "La Meduse"s Skibbrud.
Hun selv var i Redningsbaaden med sin Familie
naaet velbeholden til
Senegal.Indholdsfortegnelse Sejlbåd Tidsfordriv