Nedenstående artikel er klippet fra bladet "Vikingen" årg. 1939. Den er forhistorien til artiklen om Meduse's Flåde på siden "Skipperlabskovs". Retskrivningen er "Vikingen's" originale. Medusa staves også Meduse, Medusa er formentlig det rigtige, men jeg har ikke ændret, hvor det er stavet på den anden måde.

Her for første Gang Sandheden om „Le Meduse"s frygtelige forlis.

Efter Hundrede Aars Forløb har man fundet den private Dagbog fra Mademoiselle Charlotte Picard, der slap levende fra Skibbrudet. Hun fortæller om det grufulde Drama på Havet, der er udødeliggjort ved Gericaults berømte Maleri.

Den 17. JUNI 1816 forlod den franske "Tremaster ..L a M e d u s e" Havnebyen Rochefort i Frankrig med Kolonien Senegal paa Vestkysten af Afrika som Bestemmelsessted. Den havde fire Hundrede Passagerer om Bord, hvoraf Størsteparten var Soldater, Embedsmænd og Funktionærer til Kolonien.

Der var enkelte højere Embedsmænd iblandt, saaledes Guvernøren over Senegal, Mr. Schmaltz, og Kommandanten for Tropperne i Kolonien. Endvidere var der Notaren Picard, som skulde tilbage til sin Post i Senegal, og som medbragte sin Hustru og sine Børn.
Skibet havde et skrækkeligt Navn: Medusanavnet - og en skrækkelig Skæbne.

Den 2. Juli skete der en Katastrofe, - et Skibbrud, saa frygteligt, at det huskes endnu i Skibsfartens Historie. Skibet stødte paa Grund ved Arguin-Bankerne næsten Hundrede Mil fra den afrikanske Kyst. Hvad der derefter skete var det grufuldeste ....
Om denne Katastrofe har vi hidindtil kun besiddet en Beretning fra en af de Overlevende, Mr. Correard, paa hvilket Grundlag Gericault har malet det berømte Maleri af "De Skibbrudne fra Medusa", som hænger paa Louvre i Paris.

Men nu fornylig har man i en fransk Families Gemmer fundet et helt nyt Dokument, som er af betydelig historisk Værdi. Det er Mademoiselle Charlotte Picards Dagbog, Notarens Datter, som gjorde Rejsen med sine Forældre. Den unge Pige, som den Gang var 16 Aar, udholdt Time for Time alle de frygtelige Rædsler og har skrevet dem ned. Ved et Mirakel er Dagbogen nu bleven funden i Familien Picards Arkiver og kommen frem for Offentligheden.

Det er dette sensationelle Dokument, som vi her offentliggør i Dag. Desværre tillader Pladsen os ikke at bringe det i sin Helhed, men de meget store Uddrag, vi kan bringe at den unge Piges Dagbog, tillader dog Læserne at fælge det berømte Skibbrud i dets vigtigste Faser.
Notaren. Mr. Picard, som havde boet i Paris, tog hele sin Familie med sig paa Rejsen: to Døtre, Charlotte, 16 Aar, Caroline. 14 Aar, og tre smaa Børn, foruden en gammel Nevø, som Familien havde adopteret.

Vi læser i den unge Piges Dagbog: -
.... 17. Juni 1816. - I Dag kom vi endelig of Sted fra Rochefort med hele Ekspeditionen, der skal til Senegal. Den bestaar at Fregatten „La Meduse", Barken „La Loire", Briggen ,"L'Argus" og Korvetten „L'Echo". Vinden er gunstig, og vi har snart tabt Synet of de grønne Skrænter.
Guvernøren over Senegal er med om Bord med Frue, Familie og Venner. Man kan mærke, det er fine Folk som bilder sig meget ind ....
Vindene fylder vore Sejl, saa vi sejler af Sted med stor Kraft. Paa vor højre Side, tæt ved os, har vi de andre Skibe, som vil følge os et godt Stykke paa Vej. De skal til andre Steder i Afrika, men ikke saa langt som vi.

.... 23. Juni 1816. - I flere Dage har vi kunnet glæde os over en god Sejlads, saa vi tør haabe paa en lykkelig Ankomst til Saint-Louis i Senegal. Men der er langt endnu.

.... 25. Juni. - Vinden er slaaet om og giver os store Vanskeligheder. De andre Skibe er forsvundne for vort Blik, kun „L'Echo" kan endnu ses og holder ud at ledsage os saa langt som muligt. -
Kl. 6 i Morges saa vi Toppen af Teneriffa i del fjerne ....
Der var en farlig Ild om Bord i Nat. Vi er bange. Ilden blev dog slukket, men det synes som om Skibet er hjemsøgt af Uheld. -

.... 27. Juni. - Nogle at Officererne har været i land paa Teneriffa, og de har vist været uenige, for vi har skiftet Kaptajn. Der var så voldsomme Stridigheder, at Guvernørens datter lagde sig imellem. Den nye Kaptajn, Mr. Richefort, har givet forskellige Ordrer til Manøvrer uden andet Motiv end at han vil vise, at han kan kommandere.

,.. 2. Juli. - Alt gaar godt, siger Officererne, der er ingen Grund til at være bange. Ved Middagstid tog de Højden og sagde, at vi nu var ud for Afrikas Kyst ud for Arguin-Bankerne. Det blæser stærkt, meget stærkt. -
... De har taget fejl af Ruten, thi Skibet er stødt på Grund på Bankerne. Rædselen og Forfærdelsen var straks til at læse på alle Ansigter.
Det er et uroligt Skib. Folks første Tanke var, at de raabte paa Hævn.
.. Passagererne er saa ophidsede, at de vil kaste de ansvarlige i Havet, men flere sætter sig derimod, og Besætningen er rolig.
Man er optaget af, hvad der kan gøres for at trække os ud af Faren.

Kaptajnen synes forvirret. Med en ophidset Stemme giver Officererne nu deres ordrer. Man tror, der er gaaet Hul i Skibet, og man arbejder paa at stoppe det. Havet er oprørt, og Strømmen meget stærk, men de er uenige, og de taber megen Tid ved ikke at gøre noget. Man tager kun halve Forholdsregler, og ulykkeligvis alle til ingen Nytte. Skibets Undergang er kun altfor sikker. Derfor foreslaar flere Passagerer, at vi skal transporteres over paa Øen Arguin, som man formoder ikke er saa langt borte, eller vi er fortabte.
Mr. Schmaltz, Guvernør i Senegal, mener, vi bør lave os en Tømmerflaade, der er tilstrækkelig stor til at kunne bære 200 Mennesker og Fødemidler. Resten, mente han kunde være i Redningsbaadene.
Da Cheferne paa Fregatten understøtter denne Plan, bliver den nu sat i Værk.

Tømmerflaaden.
.... 3. Juli. - Man begynder saa at konstruere den fatale Tømmerflaade. Master og Brædder bliver kastede i Havet og samlede under Ledelse af to Officerer. Mandskabet bryder Planker op af Skibet og surrer dem sammen med Tove. Alle Passagererne hjælper til. Da Tømmerflaaden til sidst er færdig, danner vi en hel Karavane, der begiver sig ud paa den med Forsyninger af Mad og af Geværer, og Kaptajnen lover os, at vi skal komme frelst lige ind til Afrika. Man har dog vedtaget at vente en Dag endnu. -

....4. Juli. - Man har gjort de sidste Anstrengelser for at befri Fregatten, men det er ikke lykkedes.
Nu er vi helt parat til at forlade den. Men det har vist sig, at en Del af Mandskabet og nogle af Passagererne havde aftalt i Hemmelighed at stikke af i Baade. En saadan Opførsel kunde ikke andet end alarmere os. Der blev et voldsomt Skænderi oppe paa Broen, hvor Guvernøren gik op for at høre, hvad det var. Soldaterne svor, at de vilde skyde paa enhver, der forsøgte at frelse sig i Hemmelighed.
Man besluttede derefter, som ved en fælles Overenskomst, at alle skulde forlade Skibet Kl. 6 om Morgenen og overlade Fregatten til sin Skæbne, hvor den stod paa Grunden.
Men mens Passagererne gør deres sidste Forberedelser for at gaa ned paa Tømmerflaaden, fortsættes Slagsmålene mellem Matroserne og Soldaterne. Det kommer til mange uordentlige Scener.
Havet er uroligt. -

.... 5. Juli - Der var næppe kommen 40 Soldater over paa Tømmerflaaden, før Vandet gik for højt over Plankerne, Saa det blev nødvendigt at kaste mere af Forsyningerne over Bord. De smed mange Kasser i Vandet, som man havde haft saa stort Besvær med at anbringe den foregaaende Dag.
Det gjaldt om at faa Tømmerflaaden til at bære saa mange som muligt. De prøvede sig frem; til sidst var vi ialt 148 Ulykkelige paa Tømmerflaaden. Der skulde have været 60 Matroser med os, men der var kun 10. Og vi skulde have haft meget mere Mad med os, men det var bleven kastet i Vandet for at lette og give Plads til flere Mennesker. - Nu gjaldt det om at skynde sig, og derfor blev der ikke Tid til at give os et eneste Stykke Bisquit hver, da vi forlod Fregatten.
I sidste Øjeblik fik vi en Sæk kastet ned med 25 Pund Bisquit, men den faldt i Vandet, da vi fjernede os fra Fregatten, og blev først taget op bagefter med meget Besvær - helt vaad i Indholdet af Saltvand.
Under alt dette var Senegals Guvernør, Mr. Schmaltz, optaget af at redde sig selv og sin Familie. Han blev hejset behageligt ned i en Lænestol paa den store Redningsbaad, hvor hans Hustru, hans Datter og hans bedste Venner allerede befandt sig, med flere store Kasser rigeligt med Forsyninger.
Paa en anden Redningsbaad var Kaptajnen med 27 Personer, hvoraf de 20 var Matroser, som var gode Roere.
Chaloupen, som kommanderedes of Mr. Espiau, tog 45 Passagerer.
En Redningsbaad, der hed „Senegal", tog 25. En større Redningsbaad tog 34. Og Jollen, som var den mindste, tog kun 10.
Aftalen var, at alle Baadene skulde bugsere Tømmerflaaden.

Nu var allerede næsten alle Passagererne, næsten hele Mandskabet og de fleste af Soldaterne kommen ned fra Fregatten, og vi var ogsaa parat til at tage af Sted, da pludselig den Baad, som skulde hjælpe os med at trække os, stak af. Min Fader raabte til den, men den fortsatte sin Rute. Vi var sikre paa, at vi var svigtede. Et Øjeblik efter saa vi dog den lille Jolle komme nærmere hen mod os. Min Fader bad Matroserne, som roede den, om at tage os med om Bord og føre os over til den større Band, „Senegal", hvor vor Familie kunde faa Plads.
De nægtede det.
Bevæbnet med en Revolver, som han havde fundet paa Broen i „La Meduse", truede min Fader med at skyde dem, hvis de ikke vilde hjælpe os over. Saa gav de sig endelig og tog imod hele vor Familie i deres Baad .... alle os otte Personer blev derefter ført over i den større Redningsbaad.

Baadene sluttede en Kreds om Tømmerflaaden med den Redningsbaad i Spidsen, hvor Guvernøren med sin Familie sad. Men endnu var der 60 Personer om Bord paa „La Meduse". Saa forlod den modige og gode Mr. Espiau med sin Chaloup Tømmerflaaden og vendte tilbage til Fregatten i den Hensigt at frelse de Ulykkelige, der endnu var om Bord. De fleste kom ned i Chaloupen, men da denne til sidst blev overfyldt, besluttede Resten, 17 Mand, at forblive paa Fregatten frem for at udsætte sig for den sikre Død i den overfyldte Chaloup. - Men de fik en endnu sikrere Død i „La Meduse".

(52 Dage senere fandtes kun tre af disse 17 om Bord paa Resterne at Fregatten, og de fandtes ikke mere som levende Mennesker, men som Skeletter).

Chaloupen, som nu var overfyldt, forenede sig derefter med stor Vanskelighed med de øvrige Baade rundt om Tømmerflaaden. Mr. Espiau, som kommanderede Chaloupen, bad de andre Chefer om at tage endnu nogle Passagerer, men de nægtede det alle.
En Mand kastede sig i Bølgerne for at naa over til den store Redningsbaad ved Svømning, men en Officer derfra viste ham Spidsen af sin Sabel og tvang ham tilbage i Bølgerne.
Min Fader bad Mr. Lapeyrére om at tage ham om Bord hos os. Allerede løftede han Armene, da Mr. Lapeyrére pludselig paa een Gang brød af fra Bugseringen, som bandt os til Tømmerflaaden, og med Hjælp af stærk Kraft paa Aarene fjernede sig med vor Baad fra alle de andre.
I samme Øjeblik efterlignede de andre Baade vor afskyelige Manøvre og flygtede bort fra Chaloupen, som bad om Hjælp, samtidig med at de forlod Tømmerflaaden, som nu var efterladt alene tilbage i Oceanet.

. ...Paa Tømmerflaaden sad de Ulykkelige, som man havde svoret at føre lige til Afrikas Kyst.
Jeg saa det franske Flag komme op og vaje fra en Stang paa Tømmerflaaden, netop som de fejge Uslinge paa Redningsbaadene brød deres Ed.
De Ulykkeliges Tillid til det Løfte, der var givet om at bugsere dem lige til Afrika, var son stor, at da de saa den første Baad fjerne sig, troede de, det var et Uheld med Tovet, som var Aarsagen. De raabte derfor: „Bugsertovet er gaaet i Stykker! .... Bugsertovet er gaaet i Stykker!"
Men da man lod, som om man ikke hørte dem, opdagede de snart, at de var forraadt .... at de fejgt var bleven narrede.
Soldaterne paa Baadene raabte nu: „Leve Kongen", og det var under dette Raab, de forlod deres Landsmænd.
Kommandanten vedblev at raabe „Leve Kongen", idet han svingede sin guldgalonerede Uniformskasket. Efter en Tavshed paa nogle minutter, genlød Luften at skrækkelige Skrig fra de Ulykkelige, som vi nu forlod. Vi hørte dem fortvivlet raabe: „Vi er forraadte! - De har forraadt os!"

Bølgerne slog op over Tømmerflaaden, som kom halvt under Vand. Den havde intet Anker, ingen Mast, intet Sejl, intet Middel til at kunne frelse sig. Den gyngede voldsomt. De Ulykkelige holdt sig fast liggende paa Plankerne, holdende sig i de Tove, der bandt "Tømmerflaaden sammen. At Frygt for at glide ned i Bølgerne turde de næsten ikke bevæge sig. saadan som Bølgerne gik højt.
Langsomt gled Tømmerflaaden væk fra Fregatten og var allerede nu saa langt fjernet fra „La Meduse", saa enhver Tanke om at vende tilbage til Skibet var umulig.
Chaloupen var overfyldt og kunde ikke hjælpe dem.
De maatte blive paa deres flydende Grav. De strakte Hænderne bedende ud mod de fejge Uslinge, der forlod dem. Som Vidne til denne barbariske Scene følte jeg mit Hjerte græde af Smerte, og jeg kunde ikke holde Taarerne tilbage.

Fregatten var halvt under Vand, da vi forlod den. Der var endnu som sagt 17 Mand paa den, men de havde rigeligt med Mad til at kunne holde ud i nogen Tid endnu, blot Skibet vilde holde sig oven Vande.
De kunde have Haab om at faa Hjælp senere -?

Værst var det for de 148 Ulykkelige, der var prisgivet til Oceanet, flydende paa den usikre Tømmerflaade i Storm og stærk Søgang.
Paa den forreste Ende af Tømmerflaaden skyllede Bølgerne henover hvert Øjeblik, og de, der befandt sig i den anden Ende, havde undertiden Vandet helt over sig.
Kun to af Redningsbaadene var forsynede med alt, hvad er var nødvendigt. Det var den, hvori sad Guvernøren over Senegal med Familie, og den, hvori Kommandanten over Tropperne sad.
Men Forholdene for dem, der sad i Chaloupen, var ikke meget bedre end for de Ulykkelige paa Tømmerflaaden_, saa overfvldt som den var. Deres Skæbne syntes lige trist....

- Mod en tragisk Skæbne. -
Selv paa den større Redningsbaad. hvor vor familie befandt sig, var der knapt med Forsyninger. Der var kun en Kasse med Bisquit og en Beholder med vand. Ogsaa her var Bisquitkassen ved et Uheld bleven fyldt med Vand fra Havet. Det var derfor næsten umuligt at faa den mindste Bid ned. Hver Passager i vor Baad fik nøje tilmaalt, hvor meget Vand vi maatte drikke .... et Glas om Dagen.
Det er saa meget mere ubegribeligt, at vi fik saa lidt af Fødemidler med os, da der dog blev efterladt saa meget om Bord paa „La Meduse". - -

Den første Aftale, som alle vi andre havde troet paa, havde været, at Tømmerflaaden skulde bugseres af alle Baadene lige til Kysten af Afrika, og at man derefter vilde bringe Hjælp hurtigst muligt til de 17 Mand, der var efterladt paa Fregatten. Men det synes, som om Cheferne havde taget en anden Bestemmelse.
Ogsaa vi ventede nu, at Kursen blev holdt lige til Afrikas nærmeste Kyst, selv om den laa langt borte endnu, men der skete nu det, at Mr. Schmaltz og Kommandanten gav Ordre til at sejle lige til Senegal.
Denne Ordre gav Anledning til en ivrig Diskussion paa Baadene. Hvorledes skulde vi i vores Baad med kun lidt og vaad Bisquit og lidt Vand kunne holde ud paa denne meget længere Rejse? Vi bad om at maatte faa noget fra de andre, men de svarede os, at de ikke havde noget at undvære. Og jeg saa dog Kommandanten drikke Vin af en Flaske. - -

- Dramaet paa Havet. -
Lad os nu fortælle, hvad der blev de Ulykkeliges Skæbne paa Tømmerflaaden. Hvis alle Baadene havde trukket Tømmerflaaden af Sted, saa vilde vi alle sikkert være kommen velbeholdne til Kysten af Afrika i Løbet at to Dage. Men det gik jo helt anderledes.

Da Folkene paa Tømmerflaaden langt om længe havde tabt Baadene af Syne, og man havde spist det hele op, der var, slog Rædselen dem med en uhyggelig Galskab. Man begyndte henad næste Aften at lide Sult og at se paa hinanden med en mærkelig Skyhed, som om man vilde æde hinanden.
Nogle begyndte allerede at tale om denne Yderlighed og vilde begynde med de yngste og fedeste. De fremkom da i fuldeste Alvor med dette uhyggelige Forslag til de to Chefer paa Flaaden: den tapre Kaptajn Dupont og hans gode Løjtnant Lheureux. Men det Mod. som disse to Mænd ofte havde vist paa Slagmarken, viste sig ganske unyttigt overfor disse Mennesker, som Sult og Galskab havde gjort rasende.

Blandt de, der først skulde ofres, befandt sig en ung Kvinde, som havde set dem spise hendes Mand. Da hendes Tur kom, bad hun som sidste Naade at maatte faa lidt Vin, hvis der endnu fandtes noget paa en Flaske. Saa vilde hun lade sig dræbe uden en eneste Klage. Hun fik Vinen og blev dræbt ....

Saaledes svandt Antallet ind fra Dag til Dag. Snart var de nede paa 60, saa paa 50, paa 40, endelig paa 28. Den 17. Juli 1815 om Morgenen fandt Løjtnant de Parnagon, som kommanderede Briggen „L'Argus". endnu 15 mennesker levende paa Tømmerflaaden. Han tog dem hurtigt om Bord og førte dem til Senegal.

Saaledes slutter Mademoiselle Charlotte Picards Dagbog, som er den mest bevægede og mest autentiske Beretning om "La Meduse"s Skibbrud. Hun selv var i Redningsbaaden med sin Familie naaet velbeholden til Senegal.Indholdsfortegnelse Sejlbåd Tidsfordriv