Skipperlabskovs

Torres Strædet (Torres Strait)

Sejlersprog - sømandssprog

Sproget til søs er mange ting, f. eks. er der forskel på gammelt og nyt. Også mellem store og små skibe er sproget forskellig. Her vil jeg begrænse mig til få ord og fraser.

Hvis man skal tro gamle sørøverhistorier og andre fortællinger fra litteraturen, førte skipperne og især styrmændene i fordums tid et blomstrende sprog godt pyntet med eder og forbandelser. Sådan er det sikkert ikke i vore dage og slet ikke i mindre sejlbåde. Den eneste undtagelse er kaptajn Haddocks med eden "Splitte mine bramsejl", som man kan more sig med at lære mindreårige børn. Den er ret uskyldig og er nok aldrig brugt af søfolk.

Jeg har sejlet med en del forskellige fartøjer og har mødt en hel del sejlere. De taler alle ganske normalt til hinanden. Nye sejlere er måske lidt nervøse for, om de kan forstå, hvad gamle sejlere snakker om, men det behøver de ikke være. Det er ganske få ord, som det er nyttigt at kende og vide betydningen af. Det er f. eks. "styrbord" og "bagbord", "læ" og "luv" og "fok" og "storsejl" samt "fald" og "skøde". Resten lærer man efterhånden eller man kan søge på internettet eller i bøger.

Så er der selvfølgelig nogle specielle ord eller sætninger, som det kan være nyttigt at kende betydningen af. f. eks. hvis skipper nævner ordet "lønning" har det sikkert ikke noget med hyre/gage e. l. at gøre, men hentyder til rækværket i siderne på lidt større både.

U-BAADE
Gaflet fra "Vikingen" 1939, også retskrivningen.

I Søfyrbødernes interessante og underholdende Blad „Faklen", som med Tju og Bang kæmper for Søfyrbødernes Sag, finder vi følgende Artikel, som har aktuel Interesse for U-Baadene:

Paa et Møde of Søfolk, som afholdtes i Barry, blev følgende Resolution vedtaget:

Vi Medlemmer of Søfolkenes nationale Selvbestemmelses Liga ser med Sorg Tabet of H. M. S. „Thetis" og den Forfærdelige Død, disse Mennesker har lidt. Vi anmoder Premierministeren om hurtigtst muligt, at lade indkalde til en Konference af Verdens Sømagter for at opnaa, at Undervandsbaade erklæres for ulovligt Krigsvaaben, fordi det ikke saa meget er et Krigsvaaben som et Vaaben for Morderen, som lurer i Mørket paa sit Bytte og slaar det ned, dækket af Oceanets Dybder.
Det maa haves i Erindringen for enhver, som har med dette ulovlige Vaaben at gøre, at det blev indført med det særlige Formaal at ødelægge Handelsskibe, og det maa derfor være en Opgave for hele Verdens Handelsflaades Besætninger at forlange det fjernet fra Verdenshavene, ligesom dette retfærdige og menneskelige Krav maa understøttes af Befolkningen i alle Lande.
Faren ved Handelssejlads og navnlig Passagersejlads vil i Fremtiden være den store Trussel af ukendte Undervandsbaade, som angriber i Ly af Natten og uden mindste Varsel. Denne store Fare for Sørejsende maa nøje overvejes af alle søfarende Nationer i Verden med Henblik paa Passagertrafiken. Og det er blevet mig paalagt af Søfolkene at bringe denne Resolution til disses Regeringer, Premierministre, Gesandter, Presse og Sømandsorganisationer i hele Verden.
Vi henvender os til alle sociale Institutioner, deri indbefattet Kirken, Fagorganisationer, alle frisindede Organisationer samt til Arbejderbevægelsen om at understøtte vor Henvendelse.
I det Haab, at De vil vise denne Sag hele den Opmærksomhed, som den har Krav paa.
-------
Da vi finder, at det vil være i alle Søfolks Interesse, at Undervandsbaadene afskaffes, mener vi, at Vedtagelsen af ovennævnte Udtalelse bør komme til vore Medlemmers Kundskab.

1. Skipper: ”En gang blev vi overfaldet af en græshoppesværm. I løbet af kort tid havde de ædt alle sejlene”.
2. Skipper: ”Vi lå i samme område på den tid og vi observerede en hel sværm, som havde sejldugsbukser på”.

Hvalfangst.

Gamle harpunerer Tobias havde sejlet på hvalfangst i mange år. Han havde fået sig en sur og vranten kone, som altid ville med på fangst. Det var ikke rart, og han spekulerede på, hvordan han skulle blive kællingen kvit.

En dag var de på fangst i Nordishavet og Tobias havde netop harpuneret en hval, men enten var den meget begavet eller Tobias havde skudt forkert, hvalen satte efter dem, så søen rundt om dem stod som en fos.

Tobias blev ræd og tænkte, at det måske blev hans sidste rejse, og selv om kællingen protesterede tog han en gås og smed i gabet på hvalen. Men der skal mere end en gås til at standse en hval. Så slængte Tobias en pindestol i hvalen, men da den var slugt kom hvalen igen med lige stor appetit. Og som tak for altfor langt og varmt og trofast ægteskab slængte Tobias kællingen i gabet på hvalen.

Nåja, hvalen døde. Da de kom til land, begyndte de at hugge den op med økser og sav. Men da de åbnede maven, fik Tobias et chok. For enten du tror mig eller ej, der sad kællingen på stolen og plukkede gåsen.

(Denne skrøne findes i et utal af varianter)

Vi kom engang fra Australien til Baltimore med en last af 2800 ton skomagerpløkke.
Desværre var skomageren død, da vi ankom, og nu lå vi her og vidste ikke, hvad vi skulle stille op med alle pløkkene. Men skipperen var en klog rad. Han stured en dag, kan hænde to, som han gjorde Terje Viken. Så købte han 21 lommeknve, een til hver mand, og så satte han os i gang med at spidse pløkkene i den anden ende. En mørk aften solgte han hele lasten til et par amerikanere          ..........som korn!
 

Havfruer og -frøkener

Oplysninger om ovennævnte er svære at skaffe. Ikke alle leksika nævner dem overhovedet, og et henviser kun til den kolde i strandkanten ved Langelinie. Lademanns leksikon, den gamle, har dog dette: Et kvindeligt, mystisk havvæsen, halvt menneske, halvt fisk, som forekommer i sagn og eventyr. Havfruer har visdom, spådomsevne, magt over elementerne og farlig, lokkende sangkunst. Havfruens skikkelse er skabt i Forasien, men kendt i Europa fra 7.årh. f. kr.
Søgning i Google giver over 1 million forslag, men uden at have set dem allesammen efter, vil jeg hævde, at mere end 999 ‰ af dem, også har forbindelse, eneten med den hovedrige turismagnet eller HCA's eventyr af samme navn.

Bedre er Peter Freuchens Bog om De syv Have. Han skriver om både havfruer og havmænd. De sidste interesserer ikke mig, så dem springer vi over. Peter Freuchen fortæller bl.a.: I den græske mytologi forekommer de halvtreds smukke døtre af Nereus den vise og venlige havgud, der havde profetiens gave. Nereiderne arvede faderens talent, og hvis det lykkedes en mand at fange en af dem, mens de på tritoner og delfiner red omkring i bølgerne, kunne han tvinge dem til at afsløre kommende begivenheder, og disse afsøringer gjorde tjeneste som løsesum.

Vi hører første gang om en havfrue med fiskehale i Alexander fra Alexandrias værker. Denne lærde græker, der levede i 1. århundrede før Kristus, meddeler, at en yndig pige med smukt ansigt, men med skældækket underkrop blev kastet op på stranden. Hun skammede sig sådan over at blive begloet af de nysgerrige, der strømmede til, at hun brast i tårer. Kong Gaza, der herskede over stedet, kommanderede tilskuerne væk, og da de trak sig tilbage, dykkede havfruen igen ned i havet. Dog dukkede hun atter op i vandskorpen, råbte nogle ord, som ingen forstod, og forsvandt så endelig for alvor.
Den berømte biskop Pontoppidan i Norge beskriver en havfrue, der blev fanget i et net ved Hordaland i Bergensfjorden. Da hun blev ført frem for kong Hjorleif og opfordret til at adsprede ham med sang, var hendes stemme ikke synderlig melodisk. Hun blev for natten anbragt i et badekar, og om morgenen var hun blevet forvandlet til vand; dette vand smed man ud. Selv om det er lang tid siden, disse mænd levede, er der vel ingen grund til at mistænke dem for at lyve.

Mere har jeg ikke fundet om havfruer, men Peter Freuchen fortæller også, at omkring 1700 påbegyndtes der en stor debat mellem de lærde i anledning af meddelelser om, at Angla-negrene i Afrika fangede havfruer og spiste deres kød. Meningerne var delte - på ingen måde fordi man diskuterede, om der fandtes havfruer, men fordi man ønskede at komme til klarhed over, hvorvidt dette kunne siges at være kannibalisme og således strafbart. Det kan tilføjes, at denne diskussion aldrig gav noget endeligt resultat.
Det er jo alle gamle fortællinger, og det kunne måske få nogen til at tro, at der ikke findes havfruer i vore dage, men det gør der. Jeg har selv truffet en, som jeg ser jævnligt. Jeg fik hende i nettet på nettet, og jeg synes, hun ser ganske net ud. Se selv billedet. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men når jeg vil drille hende lidt, kalder jeg hende Miss Photoshop.

 Usikre Tider. 

En landkrabbe sidder på en bar, da en pirat kommer ind. Piraten har træben, hans højre hånd er en jernkrog, og han har klap for det ene øje. Piraten bestiller omgang til hele værtshuset og smækker en håndfuld guldmønter på disken.

”Nå” siger landkrabben: ”Det ser ud til at pirateriet går godt for tiden”.

”Åhr” svarer piraten: ”Jeg har kendt bedre dage, dengang havet var spækket med galleoner lastet til vandlinien”

”Undskyld min nysgerrighed” siger landkrabben: ”Hvordan gik det til, at du har fået træben?”.

”Nåh, det var en kanonkugle, som rev mit ben af under en træfning med nogle spanier”.

”Det må have været forfærdelig. Var det i samme træfning du mistede hånden?”.

”Nej nej” siger piraten: ”Det var engang vi blev fanget i en hurricane, og en af gutterne blev vasket overbord. Jeg sprang ud og fik ham  reddet op igen, men en haj bed hånden af mig”.

”Det må have været forfærdelig. Hvordan gik det så til, at du mistede øjet?”.

Lidt forlegen fortæller han, at en dag han kiggede op i rigningen, fik han en mågeklat i øjet.

”Det lyder da ikke så galt, hvordan kunne du miste øjet på grund af en mågeklat?”.

                  ”Åhrrr” siger piraten: ”Det var min første dag med min nye hånd”.

 Skibskatastrofer. 

”Titanic” er verdens mest omtalte skibskatastrofe, men det er slet ikke den største målt efter antal omkomne. De 10 største, af kendte, vises herunder i kronologisk orden: 

 De sidste måneder af 2. Verdenskrig tegner sig for 5 af forlisene. De tyske grusomheder på sovjetisk jord havde skabt et had til alt tysk. Den 1. oktober 1944 erobrede sovjetiske styrker den første tyske by, Nemmersdorf. Det skete i en blodrus af hævn. Kvinder og børn blev myrdet, befriede tyske kommunister og franske krigsfanger blev mejet ned og voldtagne kvinder blev sømmet op på ladeporte.
Efter få dage generobrede tyskerne byen. Den tyske propagandaminister Joseph Goebbels benyttede lejligheden til at invitere pressen fra neutrale lande til at se grusomhederne ligesom man filmede alt. Her var dokumentationen for, at man stod over for en grusom fjende, og den tyske befolkning skulle rustes til hårdnakket modstand. Militæret skulle støttes af ”Volksturm”, en milits af drenge og gamle mænd.
Filmen virkede stik imod hensigten. Den lokale befolkning flygtede over hals og hoved. Den sovjetiske hovedstyrke gik direkte mod Berlin, mens andre styrker brød igennem de tyske linier og nåede Østersøkysten forskellige steder. Flygtningene blev derfor fanget i lommer ved kysten og eneste mulighed for redning var med skib.
Uden Hitlers viden startede flådechefen, storadmiral Dönitz, en redningsoperation, som skulle skaffe så mange flygtninge fra østområderne til den vestlige del af Tyskland samt Danmark, med alt hvad der kunne skaffes af skibe. Operationen fortsatte faktisk til slutningen af maj måned 1945.
Ifølge storadmiral Dönitz egne rapporter deltog mere end 1.000 skibe i redningen og 245 af dem gik tabt. 2.022.602 personer blev hentet ud fra Tysklands østlige områder. Ca. 33.000 omkom under krigshandlinger mod skibstransporterne. Foruden alt for lidt redningsudstyr spillede også vinteren ind. Den var hård, vandtemperaturen var kun få grader og lufttemperaturen ofte et godt stykke under nul.  

Oplysningerne er hentet fra avisartikler, hvorfor jeg tager alle mulige forbehold.
 

I et gammelt skib stod skipper og styrmand bøjet over et gammelt udslidt søkort for om muligt at bestemme, hvor man befandt sig. Så sagde skipperen: ”Ja styrmand, er det der Sable Island, så er vi på ret kurs, men er det en fluelort, så himlen hjælpe os”. 
 

På sine endeløse togter skifter ”Den flyvende Hollænder” både farve og rigning og også form. Det kan forvandle sig til en skonnert eller en kutter og igen til det rundbuede koffardiskib med den høje agterstavn, som man benyttede i det 17. århundrede. Det sker, at levende søfolk kommer nær nok til at se krumbøjede, hvidhårede mænd med langt skæg, som haler i tovene og synes at råbe fortvivlet om hjælp. Men inden nogen når så nær, at man kan praje dem, forsvinder fartøjet altid i uvejret.

Som tidligere nævnt går der mange forskellige versioner om ”Den flyvende Hollænder”, men jeg har her genfortalt den mest troværdige, nemlig forfatteren Peter Freuchen’s fortælling. Ham er der vel ingen, som vil mistænke for at løbe med en halv vind.
 

Forholdet mellem de ombordværende i dagens fritidsskibe er der nok ikke mange, der tænker særlig meget på, alle taler sammen om alt som i det øvrige samfund. Sådan har det ikke altid været. I begyndelsen af det 19. århundrede, altså for små 100 år siden, var det almindeligt, at fartøjsejere havde ansat 1 eller 2 faste mænd til at vedligeholde båden og også sejle med og lave det grove arbejde. Disse folk blev ikke regnet for ret meget på grund af de store sociale forskelle, der var i befolkningen dengang. På gamle fotografier ser man ham tit stående foran masten, han hørte ikke til det bedre selskab i cockpittet.

Udviklingen gjorde det efterhånden for dyrt at bygge de store lystbåde, som krævede fast mandskab til vedligeholdelse. I stedet gik man over til at bygge mindre og billigere både. En udvikling, der havde betydning for lystsejladsens udbredelse til alle samfundslag.

I den professionelle skibsfart gik det vist langsommere, men udsendelser i TV viser, at forholdene ombord i dag ikke adskiller sig væsentligt fra arbejdspladser i land. Det har også været anderledes, meget anderledes vil nogle nok mene.

Var det ikke så sent som i 70erne, at Oslobåden forsøgte at skyde genvej gennem Kullen? Jeg husker ikke, om sagen blev fuldstændig opklaret, men aviserne antydede i hvert fald, at der var et kommunikationsproblem på broen den dag.

Fra endnu tidligere tid fortælles en historie, som måske ikke er sand, men god og ikke usandsynlig: En sømand havde dristet sig til at spørge kaptajnen, hvor rejsen gik hen og han fik følgende svar: "Vorherre passer vejret, og jeg passer navigationen, og ingen af os udtaler sig".

For 2 –300 år siden var der vist kun tale om envejskommunikation mellem henholdsvis officerer og menige sømænd. Når det var ønskeligt, blev sømændene sat til at holde udkig, og hvis de varskoede "skib i sigte", blev de sikkert taget alvorlige, men hvis det var landkending, skulle det måske helst passe med kaptajnens bestik. I hvert fald skete følgende sandfærdige beretning:

3. Juni 1782 afsejlede East India Company’s skib "Grosvenor" fra Ceylon (Sri Lanka) for at sejle til England rundt Kap det Gode Håb. Det var et af tidens bedste skibe og havde 66 kanoner til forsvar mod pirater. Besætningen var ca. 120 mand og desuden var der 20 passagerer, deriblandt 3 kvinder og 6 børn.

Lasten var særdeles værdifuld, officielt opgjort til over 2 millioner Pund. Men rygtet siger, at der var meget mere med, bl. a. Påfugletronen fra Stormongulens Palads i Delhi. Den bestod udelukkende af guld og juveler.

Afsejlingen var blevet forsinket og vejret var ikke godt i Det indiske Ocean på denne årstid. Kuling og storm afløste hinanden og tæt skydække hindrede observationer i flere dage af gangen. Kaptajn John Coxon var dog ikke bekymret. Den 3. august løb skibet komfortabelt for en hård vind og han var glad for at komme hurtigt frem. Ved dineren svarede han på spørgsmål fra passagerne, at der var 300 miles til nærmeste land.

Dagen efter så en mand i riggen nogle lys i horisonten. Vagthavende officer syntes det lignede brændende græs på fjerne bjergskråninger. Han ændrede kursen og sendte bud efter kaptajnen. Men Coxon var stejl, hans bestik sagde, at der var 300 miles til land og han beordrede kursen lagt tilbage.

Nogle timer senere sagde en anden mand, at han kunne se land forude, men 2. styrmand, der havde vagten, troede ham ikke. Klokken halv 4 om morgenen varskoede en tredje mand land forude. 3. styrmand, der da havde vagten, ville ikke engang kigge i den retning.

Det gjorde manden rasende, han løb ned og vækkede kaptajnen og fortalte ham om observationen. Omsider tog Coxon notits af meldingen og løb på dæk og ændrede kursen.

Men det var for sent, få minutter efter løb skibet på et klippeskær 200 meter fra land og begyndte straks at tage vand ind.

Hvad der derefter hændte, er en længere historie. 123 personer kom levende i land og begyndte en vanskelig og farefuld vandring mod Kap det Gode Håb, som på den tid var det eneste sted med hvide nybyggere. Coxon regnede med, at turen kunne gøres på 15 eller 16 dage, men dette bestik passede heller ikke. Afstanden var i virkeligheden mellem 12 og 1300 mil. Den 29. december efter 147 dages vandring nåede de 6 første frem, næsten døde af sult og udmattelse. Senere fandt man yderligere mellem 7 og 12 overlevende. Ingen officerer eller passagerer overlevede.

Der er uden held gjort flere forsøg på at hæve lasten.

Jeg har læst beretningen i to forskellige bøger, og detaljerne er ikke samstemmende. Jeg har blandet dem lidt. Beretningen skulle bygge på optegnelser, som en af de reddede, matros John Hynes, har gjort.
 

Morgenkaffen bør selvfølgelig være ualmindelig god og drikkelig. Der må ikke sjuskes her, og derfor skal den laves efter en nøje fastlagt regel. Den fremgår af følgende formel:

137

hvor S. er kaffekandens indhold i liter målt til ¾ af indre rumhøjde,
k. en konstant, nemlig grudden fra forrige bryg,
a. den tilsatte nye kaffemængde i spiseskeer,
l. den tilsatte vandmængde i dl.

Det er klart, at man her træffer det rette ved ikke at beskatte den oprindelige beholdning a. stærkere end ved at tillade en moderat k. formindsket med kvadratroden af det for enhver af den overskydende besætning beregnede tillægskvantum.

Dette vil forhindre et outreret overhang på kaffekopperne, så at også den anden faktor, kl. 10 øllet, kan komme til sin ret, medens på den anden side k. uden fradraget vil true med at vokse til Ð S. og således forhindre al sund sport i kaffekogningen eller omvendt.
Divisor 137 er nærmest valgt for at give formlen et mere sandsynligt præg.

Har du hørt om Médusas Flåde? Sandsynligvis ikke, men måske har du set eller gået forbi et maleri af den på Louvre i Paris. Historien bag billedet er en virkelig tragedie, et forlis for snart 200 år siden.

Den 17.juni1816 sejlede den franske fregat Médusa under monsieur de Chaumareys kommando ud fra bugten ved Isle d’Aix under ledsagelse af korvetterne Echo og Loire samt briggen Argus. Destination: Saint-Louis i Senegal. Mission: Forsvar og udbygning af den oversøiske koloni, som man stredes med englænderne om.

Médusa var en slags Noahs Ark med mennesker af alle slags ombord, i alt over 400 personer, heriblandt 5 unge par. De var der med henblik på den koloniale forplantning på et lovende kontinent.

1. juli passerer man Krebsens Vendekreds udfor Cap Bayados. Det fejres temmelig løsslubbent med de traditionelle ceremonier under forsæde af kaptajnen, som har overladt kommandoen til den uerfarne monsieur Richefort. På de bare overkroppe af soldaterne ses brændemærkerne fra deres fortid i tugthuse.

Médusa bliver med tegn og skud advaret af korvetten Echo, men holder desuagtet en for sydlig kurs. Den kommer heldigt over den lavvandede, klippefyldte golf ved Saint-Cyprien, men kommer så ind i vindstille og presses nærmere og nærmere land. Man når ud for bugten ved Arguin og forsøger som den sidste fejl at gå op mod vinden i stedet for at vende om. Kort efter støder fregatten på grund i det skønneste vejr.

Der gøres forsøg på at komme flot, men det mislykkes, og om natten blæser det op. Nye forsøg lykkes heller ikke, og skibet opgives langsomt. Da der ikke var plads til alle de ekstra mennesker i skibets både, foreslår en ombordværende guvernør, at man bygger en redningsflåde. Natten til 5. juli brækker fregatten midt over og man går i bådene.

Guvernøren havde sin egen chalup, hvori foruden ham selv først og fremmest var officerer, i alt 42 personer. I kaptajnens båd var der matroser, i alt 28 personer. Resten, 320 personer, var fordelt i 4 mindre både og hovedparten, 150 personer, på den hastigt sammentømrede flåde på 7 gange 20 meter. 17 personer foretrak at blive på vraget.

Det var aftalen, at bådene ved fælles kraft skulle slæbe flåden til land, men kun 3 af dem begyndte på det, og de slap én efter én. På flåden stod folk tæt sammenpressede og i vand til hofterne, selv efter at man havde kastet al ballast , herunder mel og vand, overbord.

Flåden, der allerede havde tilbagelagt et lille stykke af vejen mellem Médusas vrag og kysten, blev af tidevandet ført ud på åbent hav igen. Den første dag var havet rolig, men om natten blæste det op med høj søgang. Man binder sig sammen for ikke at blive skyllet overbord. Havet falder til ro igen om morgenen, men 10, 12 personer ligger fastklemt og døde mellem bjælkerne, og 20 er skyllet overbord.

Næste nat blæser det op igen og rædslerne forværres. Soldater og matroser slår hul på et vinfad og drikker sig fra sans og samling. Pøbelen rejser sig mod sine foresatte og civile. Med sabler knive går man løs på hinanden. Næste morgen er yderligere godt 60 døde eller forsvundet.

For de resterende ca. 60 personer fortsatte mareridtet, som nu også betød sult og tørst. Nogle spiste af de døde og næsten alle drak urin. Den 5. dag er der mindre end 30 tilbage. På benene er næsten al hud forsvundet. På kroppene er der sår og kvæstelser overalt. Saltvandet svider i sårene; flåden er lutter skrig og skrål. På den 7. dag er der 27 tilbage, deraf synes 15 nogenlunde i stand til at overleve et stykke tid. For at strække de sidste rationer beslutter man at skille sig af med de svage, og de bliver lempet overbord.

Den 17. juli er himlen klar. De 15, der er tilbage ser ingen anden udvej end at afvente døden sammen på flåden. Men som et mirakel dukker briggen Argus op og tager dem ombord. 4 af dem dør dog af udmattelse, svækkelse eller – som en anden kilde beretter – af at forspise sig.

I februar og marts 1817 behandler en marinedomstol Médusas skibbrud på et hemmeligt retsmøde. Kaptajn de Chaumarey bliver degraderet og idømt 3 års fængsel. Normalt ville omstændighederne omkring skibbruddet og hans opførsel bagefter have medført dødsstraf. 2 af de overlevende sender en anmodning til regeringen om erstatning til ofrene og at de medskyldige officerer straffes. Regeringen svarer med bøder og fængsel. Senere på året udsender de 2 deres beretning "Naufrage de la frégate La Médusa". Den vækker en del opsigt.

Maleren Jean Louis Théodore Géricault bliver grebet af sagen og begynder på et stort billede. Det skal være så nøjagtigt som muligt. Han får tømreren, som byggede flåden, til at lave en kopi. Han studerer syge og døde på hospitaler og i lighuse, og han bruger også en syg ven som model. Maleriet er på 36 m² og meget detaljeret, frygt og rædsel ses i alle penselstrøg.

Desværre forfalder maleriet langsomt, det har Géricault selv sørget for. For at få den dybe, varme brune nuance frem, har han blandet så meget tjære i farven, at de mørke partier bliver mere og mere sorte. Derfor lod Louvre allerede i 1860 2 dygtige malere lave en kopi i størrelsen 1 : 1, og i 1949 blev originalen restaureret. Men formørkelsen vil altid være synlig.

Kopien lå i mere end 100 år sammenrullet på Musée de Picardies magasin, indtil det i 1996 i forbindelse med Kulturbyåret i København blev vist på udstillingen "Momento Metropolis" i Turbinehallerne. Der har du måske set det.